3 x solo-udstilling på HFKD
CHRISTINE OVERVAD HANSEN, SILAS INOUE OG
oVo / BIRK BJØRLO & LEA GULDDITTE HESTELUND.

Udstillingsperiode: 15.05. - 28.06.2020 

Fotos: Jonas Søgaard/Søgaardfilm


HFKD er forbeholdt at følge regeringens anvisninger og vi vægter højt at vise ansvarlighed overfor vores besøgende kunstnere, vores publikum og især vores elever, som passer udstillingerne i åbningstiden. Men da regeringen har givet grønt lys for, at kunsthaller og museer kan genåbne, gennemfører vi denne 3 x solo-udstilling som programmæssigt planlagt, blot med et ekstra formidlingslag.

Vi har derfor lagt energi og tid i at formidle udstillingerne ud til jer digitalt. Vi inviterede Kunstkritiker Louise Steiwer til at komme til Holstebro og i samtale med kunstnerne bag udstillingen og med spørgsmål fra Kunst og Design-skolens elever, prøve at italesætte den fysiske oplevelse af værkerne.

Det er aldrig det samme at opleve kunst fra en skærm, som det er at opleve den i virkeligheden, derfor er det med stor glæde, at vi kan åbne udstillingerne til vores normale åbningstid:
Fredag, lørdag og søndag kl. 12.00 -16.00.

Læs mere om de individuelle udstillinger herunder og se den digitale videoformidling.  


Udstillingen er kurateret af billedkunstner og kurator Anna Bak
For mere information kontakt
Tlf.: 30282662

Plakat og katalog designet af ALEXIS MARK
Download gratis katalog til udstillingerne her: 3 x SOLO MAJ 2020 

Video og Lyd: Jonas Søgaard/Søgaardfilm  


3 x Solo-udstillinger på HFKD, maj 2020:


CHRISTINE OVERVAD HANSEN
Traders
Christine Overvad Hansen arbejder i sin praksis med skulptur i bred forstand. Hendes værker tager ofte udgangspunkt i traditionelle billedhugger-materialer og -teknikker, i kombination med mekaniske elementer, performance og materialer hentet i det mere hverdags-nære, såsom skønhedsmidler og bolig og beklædningstekstiler.
Til hendes udstilling på HFKD med titlen Traders, har hun produceret en række skulpturelle værker, der alle på sin vis kredser om temaer som relationer og udvekslinger. Med øje for udstillingsrummet og beskuerens kropslige interaktion med værkerne, udfolder værkerne tilsammen og hver for sig, fortællinger om både udveksling af, og (uindfriet) stræben efter aktiver, informationer eller affektioner. 


SILAS INOUE
eat & becʘ̃me

Silas Inoue’s praksis tager udgangspunkt i en idiosynkratisk tilgang til naturen og mennesket, og hvordan disse begreber hænger uløseligt sammen. I sit arbejde med tegning, skulptur og installation kombinerer Inoue analytiske verdensobservationer med intuitive og fabulerende udtryk. De skulpturelle værker indeholder ofte fødevarer, og berører temaer som evolution, fremtidige økologier, teknologier og infrastrukturer. I udstillingen eat & becʘ̃me har Inoue gjort sig tanker omkring de ernæringsmæssige aspekter af sin praksis, og om hvordan fortæring hænger sammen med tilblivelse. Med levende skimmelsvampe, sukker nedsænket i friture oile og tegninger af hyper-eksotiske gourmetretter, bygger Inoue en stemning op omkring en slags moderne vanitasmotiver, der udspringer af tanker om vækst og forfald i en globaliseret verden. 


oVo / BIRK BJØRLO &
LEA GULDDITTE HESTELUND.
oVo

oVo er både navnet på kunstner-duoen bestående af Lea Guldditte Hestelund og Birk Bjørlo, såvel som titlen på denne udstilling, som er den første større institutions-udstilling parret har lavet i fællesskab. Til sammen har de skabt en stedsspecifik installation, der igennem flere forskellige rumlige greb omslutter og påvirker beskuerens krop. Store metalskulpturer, på en gang bærende og forbundet af et naturfarvet filtvæv, strækker sig mod lyset fra de højtliggende vinduer. Hele rummet er badet i lyserødt lys, og temperaturen i rummet er høj og tætomsluttende. Som helhed giver udstillingen en følelse af at befinde sig inde i en superorganisme, hvor de individuelle værker står i fælles afhængighed af hinanden, og hvor omsorg er et grundvilkår.

- Tak til Dansk Filt / OEKO-TEX® 


ADRESSE

HUSET FOR KUNST & DESIGN
Nørrebrogade 1
7500 Holstebro

ÅBNINGSTIDER
Fredag, lørdag og søndag kl. 12.00 -16.00  


Udstillingerne er støttet af:

using allyou.net